Mellem 1864 og 1920

Sønderjylland under fremmed flag

Mellem 1864 og 1920 – Sønderjylland under fremmed flag

Der findes perioder, hvor historien ikke bare står i bøgerne. Den står i en gammel uniform, i en sangbog, i et fotografi fra en gårdsplads, i et kaffebord med alt for mange kager – og i en sten, hvor der står 1864 på den ene side og 1920 på den anden.

For Sønderjylland blev årene mellem nederlaget i 1864 og Genforeningen i 1920 en lang hverdag under tysk styre. Det var ikke kun et spørgsmål om konger, grænser og paragraffer. Det var sprog i skolen, værnepligt, foreningsliv, sang, kirke, gårdbrug, udvandring, sorg, trods – og den stædige evne til at holde sammen uden at råbe alt for højt.

Denne side er ikke en fuld danmarkshistorie. Den er et forsøg på at forstå, hvordan livet kunne føles i landsdelen mellem Kongeåen og grænsen mod syd: først som tabt land, siden som tysk provins, under 1. verdenskrig som leverandør af soldater til kejserens hær – og til sidst som en del af Danmark igen. Familiefotos fra Brodersen- og Møller-slægten får lov at stå som små vinduer ind i den store historie, men hovedpersonen er Sønderjylland selv. [K1, K2]

1864: Nederlaget, der flyttede grænsen ind i folks liv

Krigen i 1864 endte med et totalt dansk nederlag. Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig, og dermed blev det nordslesvigske område – det vi i dag ofte kalder Sønderjylland – revet ud af den danske stat. Efter 1871 blev området en del af det tyske kejserrige. [K1]

På et kort kan sådan noget tegnes med en streg. I et menneskeliv er det mere besværligt. Den nye grænse betød nye myndigheder, nye skolekrav, tysk værnepligt, preussisk embedsstat og en hverdag, hvor man kunne være dansksindet i hjertet, men tysk undersåt på papiret.

Nogle valgte at optere for Danmark for at undgå preussisk værnepligt. Men det kunne koste borgerlige rettigheder og i visse tilfælde føre til udvisning. Mange udvandrede. HistorieVejen angiver, at omkring 60.000 danskere udvandrede frem til 1900, og at der fulgte både kapital- og arbejdskrafttab med. [K3]

Sprog, skole og myndigheder: når hverdagen blev politisk

I en almindelig hverdag er et sprog bare et sprog. I Sønderjylland efter 1864 blev sproget et nationalt mærke. Det danske sprog levede videre i hjemmene, i breve, i salmer, i sange og i det folkelige liv. Men staten talte mere og mere tysk.

Fra 1880’erne blev presset skærpet. I 1888 blev tysk det eneste undervisningssprog i skolen, bortset fra religion. Det betød, at danske børn kunne vokse op med dansk som hjemmets og hjertets sprog, mens skolen og myndighederne krævede tysk. [K3]

Det skabte en særlig sønderjysk dobbelthed: man kunne være praktisk tosproget, men føle sig sprogligt presset. Og der var naturligvis forskelle fra egn til egn og familie til familie. Sønderjylland var ikke en ensfarvet plakat; det var et blandet grænseland med dansksindede, tysksindede og mange, der først og fremmest prøvede at få gården, børnene og økonomien til at hænge sammen.

Foreningerne: der hvor kulturen blev en stille modstand

Når man ikke kunne have en stat, kunne man have et foreningsliv. Og det fik de dansksindede sønderjyder i høj grad. Det var ikke altid modstand i dramatisk forstand. Ofte var det mere jordnært: foredrag, sang, læsning, højskoleophold, møder, aviser, kirkelige kredse og forsamlingshuse.

Sprogforeningen blev stiftet i 1880, Vælgerforeningen i 1888 og Skoleforeningen i 1892. De var med til at opbygge et netværk for danskheden – især gennem sprog, oplysning, skolegang og politisk organisering. [K4]

Det er her, man skal passe på ikke at gøre historien for pæn. Et forsamlingshus var ikke bare fire vægge og en kaffekande. Det var også et sted, hvor man kunne mødes, holde fast, synge, tale dansk og minde hinanden om, at man ikke var alene. Når myndighederne pressede, lærte folk at samles på måder, der så ufarlige ud – men som bar meget mere end kaffe og småkager.

Sangen: den blaa sangbog og ordene, man ikke kunne tage fra folk

Fællessangen fik en særlig betydning. Den var ikke kun underholdning; den var identitet med melodi på. Ifølge Grænseforeningen blev den sønderjyske sang en måde at manifestere nationalt fællesskab under tysk pres. [K5]

Den blaa Sangbog blev et samlingspunkt for de dansksindede. Den første udgave kom i 1867, og fra 1908 indgik navnet Den blaa Sangbog i titlen. Den blev brugt ved møder og foredrag og også som læse- og sangbog, hvor børn kunne holde fast i dansk sprog og dansk ånd. [K4, K5]

Det lyder næsten uskyldigt: folk står op og synger. Men i et grænseland kan en sang være en hel politisk erklæring, bare uden talerstol. Måske er det også derfor, fællessang i Sønderjylland kan føles anderledes end andre steder. Man synger ikke kun for at ramme tonen. Man synger, fordi nogen engang forsøgte at bestemme, hvilket sprog tonen måtte have.

Det sønderjyske kaffebord: kager, kaffe og national stædighed

Det sønderjyske kaffebord er ofte blevet reduceret til en muntret disciplin: hvor mange lagkager kan et menneske overleve uden at miste respekten for sig selv? Men bag kagerne ligger en alvorligere historie.

Efter 1864 mødtes dansksindede sønderjyder i forsamlingshuse for at holde møder og synge danske sange. VisitSønderjylland skriver, at danske sange officielt var forbudt. Muusmanns uddrag om kaffebordet forklarer også, at de tyske myndigheder ofte ikke ville give spiritusbevilling til kroer, hvor dansksindede mødtes; som modtræk blev der fra 1890’erne bygget forsamlingshuse, hvor der blev serveret kaffe, mens deltagerne selv medbragte hjemmebag. [K6, K7]

Kaffebordet blev dermed ikke bare madkultur. Det blev en social teknologi. Ingen myndighed kan for alvor forbyde en kone at bage. Men hvis alle konerne bager, alle mødes, og der bagefter bliver sunget, lyttet, talt dansk og aftalt næste møde – så har man pludselig mere end kaffe. Så har man et fællesskab med glasur på.

Hverdagens Sønderjylland: gårde, grænse og små beslutninger

For de fleste handlede livet naturligvis ikke kun om nationale markeringer. Det handlede om jord, dyr, børn, høst, sygdom, gæld, kirke, skole, ægteskab og naboskab. Det nationale spørgsmål lå som en tone under det hele, men køerne skulle stadig malkes, og høet skulle stadig ind.

Mange sønderjyder levede i en hverdag, hvor man måtte være forsigtig. Hvor højt taler man? Hvem lytter? Hvad siger læreren? Hvad skriver man i brevet? Hvad betyder det for sønnen, hvis far bliver registreret som for dansk? Den slags spørgsmål er svære at se i de store historiebøger, men de har været virkelige i køkkenet, i stalden og på skolevejen.

Netop derfor er gamle familiealbum så værdifulde. De viser ikke kun historien som begivenhed, men historien som ansigter. En uniform er ikke bare en uniform, når man ved, at manden i den hellere ville have været hjemme ved sin gård.

1914-1918: da sønderjyderne blev soldater i kejserens krig

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, var Sønderjylland stadig en del af Tyskland. Derfor blev sønderjyske mænd indkaldt til tysk krigstjeneste. Grænseforeningen/Mojn Moin angiver, at omkring 30.000 sønderjyske mænd deltog i krigen, heraf omkring 26.000 dansksindede. I krigens begyndelse blev omkring 80 procent af mænd mellem 17 og 45 år indkaldt, og fra årsskiftet 1916/17 kunne også mænd mellem 16 og 60 år indkaldes. [K8]

HistorieVejen angiver, at omkring 5.270 mænd fra det nuværende Sønderjylland faldt, og at omkring hver ottende af de 30.000 indkaldte nordslesvigere blev krigsinvalid. Omkring 2.500 gik over grænsen til Danmark for at undgå krigen. [K9]

Det er tal, men de bør læses langsomt. Hver eneste var en gård, en kæreste, en far, en bror, et barn, der ventede. De sønderjyske soldater kæmpede ved fronterne i øst og vest – ofte for et rige, mange af dem ikke følte sig hjemme i. Det er en af de mest brutale sider af Sønderjyllands historie: at man kunne være dansk i sindet og samtidig tvunget til at bære tysk uniform.

To familiefotos som små vidner: Mathias og Jens

I Brodersen- og Møller-familiens billeder bliver den store historie helt konkret. Mathias Christian Brodersen fra Øster Terp blev indkaldt straks ved krigens begyndelse og kom først hjem i 1919. Kilder fra Bedsted sogn nævner ham som gårdmand i Øster Terp og senere sognefoged i Bedsted sogn. I D.S.K. Aarbog 1953 skrev han selv den korte erindring “Gasalarm -!”, hvor han fortæller om en gasalarm under forårsoffensiven i 1918. [K11, K12, K13]

Jens Lauritsen Møller fra Korup/Ravsted og senere Mårbæk blev også indkaldt. Kilderne nævner, at han blev genindkaldt til Rendsborg ved krigens udbrud, og at han før og efter krigen var gårdmand i Mårbæk. I familien findes billedet af Jens i uniform med den lille Christian på armen – et billede, der står midt i sorgens år 1916, hvor hustruen Anne Margrethe døde, og hvor sønnen Christian døde kort efter. [K12, K13]

Det skal ikke gøres større, end det er. Det er ikke en generals beretning. Det er bedre: det er almindelige menneskers historie. Det er mænd, der egentlig hørte til på gården, men som blev trukket ind i Europas maskineri. Og det er kvinder, børn og gamle derhjemme, som måtte få hverdagen til at fortsætte, mens brevene blev sjældnere og sorgen tættere.

Kvinderne, sygeplejen og hjemmene, der holdt sammen på det hele

Rasmus Nielsens romanserie Den sønderjyske sygeplejerske er fiktion, men den rammer noget historisk vigtigt: krigen blev ikke kun oplevet i skyttegravene. Den blev også oplevet i lazaretter, køkkener, gårdstuer, børneværelser og sygesenge. [K15]

Når mændene var ved fronten, måtte kvinder, børn og ældre bære mere af arbejdet hjemme. Gårde skulle drives, børn passes, syge plejes, breve skrives, dødsbudskaber modtages. Og i byerne og på lazaretterne stod sygeplejersker og frivillige over for sårede soldater, smitte, mangel og udmattelse.

Den slags historie larmer mindre end kanoner, men den er ikke mindre vigtig. Sønderjyllands historie fra 1864 til 1920 er også en historie om kvinder, der holdt sammen på familier og fællesskaber, mens mændene var væk – og bagefter måtte leve med dem, der kom hjem forandrede, eller med dem, der aldrig kom hjem.

Den spanske syge: da sygdommen kom oven på krigen

Som om krigen ikke var nok, kom Den spanske syge i 1918-1920. Danmarkshistorien/Lex angiver, at pandemien ramte Danmark i tre bølger fra juli 1918 til foråret 1920, med knap en million registrerede syge og omkring 15.000 døde. Den ramte især aldersgruppen 15-40 år og spredte sig fra byerne ud i landdistrikterne. [K10]

Den anden og værste bølge fra oktober 1918 til foråret 1919 gav omkring 650.000 syge og ca. 12.000 døde i Danmark. Skoler blev lukket, større arrangementer aflyst, og der blev oprettet nødlazaretter. [K10]

I Sønderjylland kom sygdommen oven i krigstræthed, mangel, sorg og usikkerhed om fremtiden. Den Store Krig 1914-1918 gengiver f.eks. Enkefru Røginds dagbog fra Haderslev 29. oktober 1918: der var mange syge, mange dødsfald, og hospitalerne var overfyldte. [K11]

Den spanske syge bliver ofte klemt mellem to større overskrifter: verdenskrigens afslutning og Genforeningen. Men for familierne var den ikke en parentes. Den kom som en ekstra regning, netop da folk troede, at krigen snart måtte slippe sit tag.

1920: afstemningen, Genforeningen og glæden med skygger

Efter Tysklands nederlag i 1918 blev det slesvigske spørgsmål igen åbnet. I 1920 blev der afholdt folkeafstemninger. I første zone stemte 74,9 procent for Danmark den 10. februar 1920, mens 80,2 procent i anden zone stemte for Tyskland den 14. marts 1920. Grænsen kom i hovedtræk til at følge H.V. Clausens sindelagsgrænse. [K2]

Genforeningen blev fejret som en national forløsning, men historien var ikke uden skygger. Der var tyske mindretal nord for den nye grænse og danske mindretal syd for den. Der var byer med tyske flertal, som alligevel kom til Danmark på grund af afstemningssystemet i første zone. Og der var familier, der ikke bare kunne lægge krigen, dødsfaldene og årene under pres fra sig, fordi kalenderen nu skrev 1920. [K2]

Alligevel var 1920 et vendepunkt. Ikke fordi alle problemer forsvandt, men fordi mange sønderjyder igen kunne være danske borgere uden at skulle forklare det mellem linjerne. 1864 havde været såret. 1920 blev arret – stadig synligt, men ikke længere åbent.

Efter 1920: minderne, D.S.K. og Dybbøl som erindringssted

Efter Genforeningen begyndte en ny opgave: at fortælle, huske og forstå. Foreningen D.S.K. – Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere – blev stiftet i 1936 og udgav årbøger med erindringer fra tidligere krigsdeltagere. Det er i en sådan årbog, Mathias Brodersens “Gasalarm -!” findes. [K11]

Dybbøl blev ved med at være et stærkt erindringssted. Hvis familiefotoet ved Dybbøl Mølle er taget efter branden i 1935, hvor møllen stod uden hat og vinger, er det et godt eksempel på, hvordan 1864 og 1920 fortsatte med at leve i familiernes udflugter og fotoalbum. Den mølle, der står i dag, blev opført efter branden og stod færdig i 1936. [K14]

Derfor kan en senere udflugt til Dybbøl sagtens høre med på en side om 1864-1920. Erindringen slutter jo ikke, når perioden slutter. Den flytter ind i billeder, fortællinger og gamle albummer.

Afslutning: den stille stædighed

Måske er det mest sønderjyske ved perioden 1864-1920 ikke de store taler, men den stille stædighed. At blive ved med at tale sit sprog. At synge, selv når sangen blev besværlig. At bygge forsamlingshuse, når kroerne blev lukkede veje. At sætte kaffe over, når man egentlig havde brug for et møde. At bære en uniform, man ikke selv havde valgt – og så komme hjem og begynde igen.

Når man ser på gamle billeder fra perioden, er det let at kigge efter uniformer, datoer og kendte steder. Men man bør også kigge efter det, der ikke kan ses: ventetiden, brevene, angsten, pligten, tavsheden, den lidt tørre humor og den mærkelige evne til at fortsætte. Det er ikke kun historie. Det er arvegods.

Efter krigen kom livet

Her sidder familien Brodersen samlet.
Ikke som en stor historisk begivenhed, men som noget endnu større: et hjem, der fortsatte.

Mathias Christian Brodersen var kommet hjem fra 1. verdenskrig. Han havde været en af de mange sønderjyske mænd, der måtte bære tysk uniform, fordi Sønderjylland dengang ikke hørte til Danmark. Han havde set krigen indefra, mærket dens kulde, ventetid og uvished — og alligevel kom han hjem og byggede videre.

For det er måske det stærkeste ved dette billede:

Det viser ikke krigen.
Det viser det, der kom efter.

Børnene står og sidder foran kameraet i fint tøj, alvorlige som børn ofte var på gamle fotografier, men billedet er alligevel fuldt af liv. Her er nye begyndelser, hverdag, familie, ansvar og håb. Her er en mand, der ikke blev stående i krigen, men gik hjem til jorden, huset og familien. Her er en kvinde, der sammen med ham bar hverdagen videre. Og her er børnene — det klareste bevis på, at livet ikke havde tænkt sig at give op.

Det lille indsatte billede viser Viggo, efternøleren. Som om livet lige ville understrege pointen en ekstra gang:

“Vi er ikke færdige endnu.”

For Mathias og familien blev årene efter krigen også år med et større håb. Sønderjylland, som i 1864 var blevet revet ud af Danmark, blev i 1920 igen en del af Danmark. Det må have været mere end politik og grænser. For mange sønderjyder var det en lettelse, en hjemkomst — ikke kun for landsdelen, men også for sindet.

Dette billede fortæller derfor noget enkelt og vigtigt:

At man kan komme hjem fra noget hårdt.
At man kan begynde igen.
At man kan holde fast i troen på det gode liv.
Og at håb ikke altid ser højtideligt ud.

Nogle gange ligner håb bare en familie, der sidder stille foran et kamera — med børn i pænt tøj, en far der er kommet hjem, og en fremtid, der trods alt blev ved med at banke på døren.

Kilder og videre læsning

1. [K1] Danmarkshistorien/Lex: Krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig). https://danmarkshistorien.lex.dk/Krigen_i_1864_%282._Slesvigske_Krig%29
2. [K2] Grænseforeningen: Sønderjyllands historie 1864-1920. https://graenseforeningen.dk/leksikon/soenderjyllands-historie-1864-1920
3. [K3] HistorieVejen: Sønderjylland under tysk styre. https://historievejen.inst.vejen.dk/soeg-paa-geografi-filtrering/soenderjylland-under-tysk-styre
4. [K4] Videncenter for Sang: Sange og sangtradition i Sønderjylland. https://videncenterforsang.dk/wp-content/uploads/2019/06/Genforeningen-Grundfort%C3%A6lling.pdf
5. [K5] VisitSønderjylland: Sønderjysk kaffebord. https://www.visitsonderjylland.dk/turist/oplevelser/en-bid-af-soenderjylland/soenderjysk-kaffebord
6. [K6] Inge Adriansen m.fl. / Muusmann Forlag: Sønderjysk kaffebord, uddrag. https://muusmann-forlag.dk/wp-content/uploads/2020/06/S%C3%B8nderjysk-kaffebord_uddrag.pdf
7. [K7] Grænseforeningen/Mojn Moin: Sønderjyder i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig. https://mojnmoin.graenseforeningen.dk/soenderjyder-i-tysk-tjeneste-under-1-verdenskrig
8. [K8] HistorieVejen: Sønderjyder i Første Verdenskrig. https://historievejen.inst.vejen.dk/soeg-paa-geografi-filtrering/soenderjyder-i-foerste-verdenskrig
9. [K9] Danmarkshistorien/Lex: Den spanske syge 1918-1920. https://danmarkshistorien.lex.dk/Den_spanske_syge_1918-1920
10. [K10] Den Store Krig 1914-1918: Enkefru Røgind – Spansk syge i Haderslev. https://denstorekrig1914-1918.dk/29-oktober-1918-enkefru-roegind/
11. [K11] D.S.K. Aarbog 1953: Mathias Brodersen, “Gasalarm -!”. https://slaegtsbibliotek.dk/2025/956950.pdf
12. [K12] Deltagere i Verdenskrigen 1914-18 fra Bedsted sogn. https://denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2017/03/Krigsdeltagere_1914-1918_Bedsted_sogn.pdf
13. [K13] Brudstykker af Bedsted Sogns historie / Slægtsbiblioteket. https://slaegtsbibliotek.dk/2026/960029.pdf
14. [K14] VisitSønderjylland: Dybbøl Mølle. https://www.visitsonderjylland.dk/turist/information/dybboel-moelle-danmarks-nationalsymbol-gdk1109254
15. [K15] Bibliotek.dk: Den sønderjyske sygeplejerske af Rasmus Nielsen. https://bibliotek.dk/serie/a7e574c0d151688c9bc1c5996017956d040855d4b004d1125a7f436b986c03bc