Sønderjyske mænd i 1. Verdenskrig

Fortælling og tal om livet i Sønderjylland, da landsdelen var tysk

At være ung mand i Sønderjylland i 1914

I 1914 var Sønderjylland ikke dansk. Det område, vi i dag kalder Sønderjylland eller Nordslesvig, havde siden nederlaget i 1864 været en del af Preussen og senere Det Tyske Kejserrige. Det betød, at en ung mand i Sønderjylland ikke var værnepligtig i Danmark, men i Tyskland. Han kunne være dansk i sprog, hjem, sindelag og familiehistorie — men staten, uniformen og kommandoerne var tyske.

For en ung sønderjyde betød krigsudbruddet i august 1914 derfor ikke bare krig i Europa. Det betød: nu kommer indkaldelsen måske til mig, min bror, min far, min nabo eller karlen på gården. Mange havde allerede aftjent tysk værnepligt før krigen, og flere generationer havde måttet leve med den preussiske militærpligt.

Det må have været en mærkelig og hård dobbelthed: Man kunne synge danske sange hjemme, læse danske aviser, føle sig som dansk — og alligevel stå i tysk uniform, når ordren kom.

Før krigen: dansk sindelag under tysk styre

Sønderjylland havde i 1914 levet under tysk styre i 50 år. For mange var det efterhånden hverdag. Skoler, embedsmænd, domstole, militær og administration var tyske. Men i mange hjem — især i Nordslesvig — var sproget, kulturen og sindelaget stadig dansk.

For de dansksindede blev hverdagen derfor et liv mellem to verdener. Man var borger i det tyske rige, men mange følte stadig stærk tilknytning til Danmark. Det var ikke nødvendigvis et oprør i hverdagen, men en stille vedholdenhed: sproget i hjemmet, sangene, aviserne, foreningerne og mindet om tiden før 1864.

Når staten krævede militærtjeneste, blev denne dobbelthed pludselig meget konkret. Det var ikke længere kun et spørgsmål om kultur og identitet, men om liv og død.

Udvandring: Danmark, Amerika — og at slippe for kejserens krig

Mange sønderjyder udvandrede allerede før 1. Verdenskrig. Der var flere årsager: økonomi, fremtidsmuligheder, nationalt pres — og for unge mænd også spørgsmålet om tysk værnepligt. Nogle rejste til Danmark, andre til Amerika. For nogle var udvandringen en praktisk beslutning. For andre var den også en protest mod at skulle tjene i et militær, de ikke følte som deres eget.

I perioden 1860-1900 havde Nordslesvig et udvandringsoverskud på omkring 60.000 personer. Måske 40.000-45.000 af dem udvandrede oversøisk, mens hovedparten af de øvrige tog til Danmark. Det viser, hvor stærkt udvandringen prægede landsdelen allerede før krigen.

Da krigen kom i 1914, blev grænsen til Danmark også en mulig flugtvej. Danmark var neutralt under krigen, men Sønderjylland var tysk. I løbet af krigen gik omkring 2.500 nordslesvigere over grænsen til Danmark for at undgå at komme i krig.

Det var ikke nødvendigvis en let beslutning. At gå over grænsen kunne betyde at forlade familie, gård, arbejde og hjemstavn. Men alternativet kunne være Verdun, Somme, Østfronten — eller en ukendt grav langt hjemmefra.

Indkaldelsen

Da krigen brød ud, blev sønderjyske mænd indkaldt som tyske soldater. Tallene varierer lidt efter, hvordan man afgrænser Sønderjylland, og om man tæller bredt efter tilknytning eller snævrere efter det nuværende geografiske område. Men hovedbilledet er klart: omkring 30.000-35.000 sønderjyder eller nordslesvigere blev indkaldt til tysk krigstjeneste.

For den enkelte familie var tallet ikke abstrakt. Det var sønnen, der skulle af sted. Faderen, der blev taget væk fra gården. Den forlovede, der måske aldrig kom tilbage. Den ældste bror, der skrev hjem fra fronten, mens den yngste voksede op og frygtede, at turen snart kom til ham.

Ved fronten

De sønderjyske soldater blev sendt ud på tysk side. Mange kom til Vestfronten, men sønderjyder gjorde tjeneste på flere fronter. Omkring 70 procent af de dræbte fra det nuværende Sønderjylland faldt på Vestfronten, og omkring 20 procent på Østfronten.

Det var industrialiseret krig: artilleri, maskingeværer, pigtråd, gas, mudder, skyttegrave, granatchok, sygdom og ventetid. Krigen bestod ikke kun af angreb, men også af uger og måneder med kulde, lus, dårlig mad, venten og frygt.

For en dansksindet sønderjyde var det ekstra bittert. Han risikerede livet i en tysk uniform — ikke nødvendigvis for en sag, han følte som sin egen. Det betyder ikke, at alle følte ens. Nogle var tysksindede, nogle loyale mod staten, nogle pligtopfyldende, nogle fortvivlede. Men for mange dansksindede var det en krig, de var tvunget ind i.

Hjemmefronten: kvinder, børn og gamle mænd

Når mændene forsvandt til fronten, stod hjemmene tilbage. Sønderjylland blev ikke kun ramt ved fronten; hele samfundet blev ændret. Kvinder måtte overtage mændenes arbejde og ansvar, og der opstod hurtigt mangel på især fødevarer.

På gårdene manglede arbejdskraft. I butikkerne manglede varer. I hjemmene manglede fædre, sønner og brødre. Kvinder måtte drive gårde, passe børn, tage ansvar for økonomi, dyr og høst — samtidig med at de ventede på breve fra fronten.

Nogle fik et feltpostkort med et par korte linjer. Andre fik besked om, at manden var såret. Nogle fik besked om, at han var faldet. Og nogle fik først længe efter at vide, at han var savnet, død i fangenskab eller begravet et sted langt væk.

De unge døde

Det mest brutale ved tallene er alderen. Det var i høj grad unge mænd, der døde. Mange døde før de fik et rigtigt voksenliv. Før de fik gården. Før de fik børn. Før de kom hjem til den pige, de havde skrevet til. Før de nåede at blive andet end unge mænd i en fremmed uniform.

Man kan næsten ikke skrive tallet 6.000 uden at tænke: Det var ikke bare 6.000 soldater. Det var 6.000 tomme stole. 6.000 navne i kirkebøger, på mindesten og i familiefortællinger. Og bag hvert navn stod en mor, en far, en kone, en kæreste, en søster, en bror.

Krigsinvaliderne og dem, der kom hjem

Omkring 4.000 sønderjyder blev varigt invaliderede. Det tal er næsten lige så vigtigt som tallet for de døde, for de kom hjem — men ikke som de rejste.

Nogle manglede en arm eller et ben. Andre havde lungeskader efter gas. Nogle havde skader, man kunne se. Andre havde skader, man dengang knap havde ord for: nerver, angst, rystelser, mareridt, tavshed. Dengang talte man ikke om PTSD, som vi gør i dag. Mange mænd kom hjem og skulle bare fungere igen.

De kom hjem til et Sønderjylland, der også var forandret. Gårde og familier havde klaret sig uden dem. Børn havde lært at leve med en far på et fotografi. Kvinder havde båret et ansvar, som ikke bare forsvandt, fordi manden kom hjem.

1918-1920: Efter krigen og Genforeningen

Da krigen sluttede i november 1918, var Tyskland slået. Sønderjylland var udmattet. Krigen havde kostet tusinder af liv, og næsten ingen familier var uberørte. Kort efter kom spørgsmålet om grænsen igen. I 1920 blev Nordslesvig genforenet med Danmark efter folkeafstemning.

Men Genforeningen fjernede ikke sorgen. Den ændrede statsgrænsen, men ikke gravene i Frankrig, Belgien, Rusland eller andre steder. Mange sønderjyske familier blev danske igen — men med en tysk soldaterbog, tyske breve fra fronten og en far eller søn, der aldrig kom hjem.

Det er noget af det særlige ved Sønderjyllands 1. Verdenskrig: Danmark var neutralt, men sønderjyderne var ikke skånet. De stod midt i den europæiske katastrofe, fordi historien fra 1864 stadig bestemte deres liv i 1914.

Kort samlet formulering

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, var Sønderjylland tysk. Derfor blev unge sønderjyske mænd — mange af dem dansksindede — indkaldt til kejserens hær. Omkring 30.000-35.000 kom i tysk uniform. Omkring 6.000 døde, og omkring 4.000 kom hjem som varigt invaliderede. Nogle flygtede over grænsen til det neutrale Danmark; omkring 2.500 nordslesvigere gjorde det i løbet af krigen. For dem var krigen ikke kun Europas krig. Den gik gennem køkkenet, stalden, marken, kirkegården og familien.

De vigtigste tal

Emne	Omtrentligt tal
Sønderjylland under tysk styre	1864-1920
Sønderjyder/nordslesvigere i tysk krigstjeneste	30.000-35.000
Ofte brugt samlet tal for indkaldte	ca. 35.000
Dræbte sønderjyder	ca. 6.000
Snævrere opgørelse: faldne fra nuværende Sønderjylland	ca. 5.270
Varigt invaliderede	ca. 4.000
Nordslesvigere, der gik over grænsen til Danmark under krigen	ca. 2.500
Udvandringsoverskud fra Nordslesvig 1860-1900	ca. 60.000
Heraf oversøisk udvandring	ca. 40.000-45.000
Andel af dræbte fra nuværende Sønderjylland på Vestfronten	ca. 70 %
Andel af dræbte fra nuværende Sønderjylland på Østfronten	ca. 20 %

Tallene skal læses som historiske opgørelser med lidt forskellige afgrænsninger, men billedet er klart: Sønderjylland betalte en meget høj pris for en krig, Danmark som stat stod udenfor.

Kilder

• Danmarkshistorien/Lex: Levevilkår i Sønderjylland under 1. verdenskrig
• Museum Sønderjylland: Sønderjyderne og Den Store Krig
• Den Store Krig 1914-1918: Krigsdeltagere fra Sønderjylland
• HistorieVejen: Sønderjyder i Første Verdenskrig
• HistorieVejen: Sønderjylland under tysk styre
• Grænseforeningen: Udvandring i Sønderjylland/Slesvig