Rolling Stones i Horsens 2006

Forum i Horsens: THE ROLLING STONES

Af JAKOB LAMBERTSEN

The Rolling Stones spillede sig langsomt og sejt op i den mindste by, men for det største publikum under den nu afsluttede europaturné.



Forum Horsens Outdoor:
THE ROLLING STONES
Søndag aften

The Rolling Stones faldt ikke for fristelsen til at spille "Wild Horses", en titel, der kunne have været idé i at spille på grund af navnet på den by, de spillede i. Til gengæld havde Mick Jagger lært at sige både "tusind tak", "mange tak", "København" og "Jylland" på næsten fejlfrit dansk, og de 19 sange, som bandet spillede på denne sidste aften på sin Europa-turné, kunne næppe have været udvalgt bedre.

Men at hovedpersonerne har nået pensionsalderen er efterhånden svært at skjule. Og ganske vist er doping normalt ikke et diskussionsemne, når det gælder den sport, som hedder rock'n roll. Men guitaristerne Keith Richards og Ron Wood lignede især i begyndelsen af koncerten nogle, der var på et sløvende stof, mens sangeren Mick Jagger syntes at have fået noget særdeles opkvikkende.

»It's only rock'n roll - and I like it« skrålede sidstnævnte og så virkelig ud til at mene det. Guitaristerne lige bag ham virkede, som om de knap havde fået søvnen ud af øjnene, skønt mørket var faldet på. Sangeren tog nogle heftige løbeture på kæmpescenen, mens Richards og Wood bevægede sig i slow motion. Men fingrene på strengene havde god fart på.

Præcision er ikke deres stærke side, og i "Sympathy For The Devil" og "Satisfaction" lavede makkerparret nogle fæle skæverter, der ikke burde forekomme uden for et øvelokale.



Palmen og hovedet
Der var ikke så meget staffage, som man kunne have frygtet - et par uskyldig oppustelige gigantlæber (logoet) under "Honky Tonk Women", nogle storslåede fyrværkerieffekter, og Mick Jagger og Ron Wood havde en del skjorter og jakker, de gerne ville vise frem. Men ellers handlede det om musikken.

I koncertens sjette nummer, "Streets Of Love", var det, som om musikerne var varmet op og havde vænnet sig nogenlunde til hinanden. Mick Jagger fik en elguitar i hænderne, og Keith Richards spillede pludselig på noget så usædvanligt - for ham - som en akustisk guitar. 

Derfra gik det til "Midnight Rambler", hvor musikerne virkelig begyndte at lege og improvisere. Inklusive nogle muntre hyl fra Mick Jagger inden sangens seje finale kom nummeret til at vare 12 minutter. Aftenens længste.

I "Tumbling Dice" begyndte det for alvor at svinge, og nu løb Keith Richards også ud ad scenens sideben. Da Mick Jagger, den absolutte drivkraft, forlod scenen under Richards-numrene "Slipping Away" og "Before They Make Me Run", gik det forbløffende fint. Mick Jaggers hold kunne uden anføreren! Den midlertidigt syngende guitarist undlod ikke at spøge med nogle Tarzan-bevægelser, og han tog sig usædvanligt hyppigt til hovedet.

"Slipping Away" var koncertens eneste sang fra den 23 år lange periode mellem albummet "Tattoo You" (1981) og sidste års "A Bigger Bang" - den er fra en tid, da Richards så småt var ved at etablere en solokarriere. Ikke engang bandet selv sætter altså produktionen fra de år særligt højt, må man konkludere.


En mindre scene
Et overraskende højdepunkt var "Paint It Black" med Ron Wood på sitarklingende guitar. Dét nummer viste mere end noget andet, at det ikke blot var tilfældigheder, der gav bandets dets særstatus tilbage i 1960'erne.

I et "frikvarter" blev musikerne kørt ud midt i publikumshavet på en lille scene - tidligere er de løbet ud på denne såkaldte b-scene. Under transporten denne gang var Keith Richards i nogle sekunder så tæt på scenekanten, at man kunne frygte et nyt "palmefald". 

Under alle omstændigheder var udgaverne af "Rough Justice" og "Start Me Up" så tætte og intense, at man kunne ønske sig, at bandet altid optrådte under mindre forhold. 

Men koncerten i den relativt lille by Horsens var den største i denne omgang - ingen af de øvrige 18 koncerter i Europa denne sommer har været for så mange som 85.000 tilskuere.


Stones i Horsens
Koncertstart 21.20

Sætliste: 
1. Jumping Jack Flash
2. It's Only Rock'n Roll
3. Oh No Not You Again
4. Bitch
5. Sway
6. Streets Of Love
7. Midnight Rambler
8. Tumbling Dice
9. Slipping Away
10. Before They Make Me Run
11. Miss You
12. Rough Justice
13. Start Me Up
14. Honky Tonk Women
15. Sympathy For The Devil
16. Paint It Black
17. Brown Sugar

Ekstranumre:
18. You Can't Always Get What You Want
19. Satisfaction.
Koncertslut: 23.21

13 musikere på scenen.
120 scenearbejdere.
4.500 frivillige.
85.000 tilskuere.

 

Stones er størst

Den måske sidste store openairkoncert med The Rolling Stones kunne næppe være bedre. De garvede anmeldere holder sig i hvert fald ikke tilbage og giver plusord over hele linjen til de aldrende rocklegender, der både er kendt for uskøn rockrif, druk og trommeslagerens forlorne tænder.

BT og Esktra Bladet fortæller, at Stones bare stadig er størst. Og rullestenenes afgangsbal i år i Horsens efter en delvis mislykket Europas-turné var helt efter bogen eller endnu bedre. På de ellers stille villaveje op til koncertpladsen var forventningerne enorme - og de blev indfriet til fulde.

/ritzau/ 

 

Rolling Stones uden trafikkaos

I en kaskade af lys åbnede det legendariske rockband Rolling Stones med en smilende Keith Richards koncerten i Horsens med klassikeren "Jumpin' Jack Flash".

85.000 forventningsfulde fans var samlet foran scenen, da verdensstjernerne skruede op for blusset kl. 21.20 - 20 minutter forsinket.

Selv om det begyndte at småregne kort efter koncertstart var stemningen i top. Koncerten markerer afslutningen på bandets europaturné.

Færre trafikkøer før koncerten

Der var færre trafikkøer omkring Horsens søndag aften i forbindelse med koncerten med Rolling Stones end ved den tilsvarende begivenhed med Madonna.

- Det er bedre fordelt denne gang, sagde den vagthavende hos Horsens Politi.

- Det er, som om folk er kørt hjemmefra tidligere, tilføjede han.

Ordensmagten havde ikke haft noget at se til én time før Mick Jagger og hans kolleger i det britiske rockorkester efter planen skulle indtage scenen. Altså bortset fra en enkelt spritbilist.

På Storebæltsforbindelsen var der indkaldt ekstra personale for at lette presset ved betalingsanlæggene, og flere medarbejdere fik overarbejde på grund af det større trafikpres end normalt.

JP/ritzau/

Horsens er helt klar til Stones

Af JØRGEN HØG

Kun styrtregn kan ødelægge en stor oplevelse søndag aften, mener arrangørerne.

De 85.000 publikummer, der forventes at invadere Horsens i løbet af søndagen for at danne klynge foran den gigantiske scene, der har været under opbygning i en uge, behøver ikke at frygte problemer i aften. I hvert fald ikke af teknisk art.

Således forsikrer Rolling Stones' Production Manager Dale Skjerseth dagen før det store rockbrag, at alt teknisk set er, som det skal være.

»Vi er forberedt på alt,« siger Dale Skjerseth, overbevisende på sin egen amerikanske måde iført T-shirt, halvlange bukser, tennissokker og løbesko. Hans kollega Tim MacWilliams, som er World Tour Promoter for Concert Productions Internationel, supplerer lige så afslappet som Skjerseth, også sommerligt klædt i kortærmet polo, korte bukser og sandaler. Sådan står de to midt på den åbne plads foran den snart køreklare scene og fortæller på lørdagens pressemøde om forberedelserne.

Det sidste Bang
»Horsens er det perfekte sted for en koncert som denne,« forsikrer de to repræsentanter for det 300-400 mand store hold af arbejdere, der nu har været i gang i over et år på Rolling Stones Bigger Bang Tour, der begyndte den 21. august sidste år på Fenway Park i Boston, USA.

Med koncerten i aften slutter turneen, der som bekendt blev noget afkortet af Keith Richards' uheld på Fiji i forsommeren. Og på nær en gigantisk koncert i februar i Rio de Janeiro i Brasilien med to millioner tilskuere er Horsens-koncerten med 85.000 betalende den største på turneen.

Men det ser ikke ud til at bekymre folkene bag det gigantiske udstyrsstykke af en scene, der strækker sig ca. 70 meter fra side til side og rager omkring 30 meter op i den østjyske luft.

Ud fra den store scene strækker sig en noget mindre én af slagsen, den såkaldte B-stage, der befinder sig ca. 75 meter fra store scene. Herfra bliver der et minisæt med tre-numre, før de brager løs fra store scene igen.

Sætlister fra de mange koncerter er tilgængelige via internettet, og således kan man også se, hvad bandet spillede fredag aften i Bergen, hvor regnen væltede ned under hele koncerten; dog uden at det på nogen måde fik det til at knirke i kondiskoene på den smilende Production Manager Dale Skjerseth.

»Regn er ikke noget problem for os,« forsikrer han. »Uanset hvor meget det regner, og det regnede meget i Bergen, så gennemfører vi koncerten.«

»Vi har lavet koncerter i alle størrelser fra 500 mennesker til to millioner, så vi er godt forberedte,« siger Skjerseth. Han forudser, at sætlisten nok ikke er den samme som i fredags.

»Bandet har så mange sange at tage af, og de kan lide at ændre lidt fra gang til gang,« siger Dale Skjerseth.

Forberedt på vand
Er regn i tonsvis ikke noget problem rent teknisk for at gennemføre koncerten, bekymrer udsigten til byger alligevel de danske koncertarrangører.

Direktør for Horsens Ny Teater, Frank Panduro frygter, at himlen skal åbne sig i løbet af koncerten, for uanset hvad der foregår scenen, giver det en dårligere oplevelse.

Men man forbereder sig, så godt man kan. F.eks. ved at prikke plænen, hvor publikum skal være, med dybe huller, så vand kan løbe hurtigere væk, eller ved at dynge endnu flere tons træflis ud på parkeringspladserne.

Og ellers opfordrer arrangørerne endnu engang folk til at komme i god tid. Byen er godt forberedt på at tage imod, og der er arrangementer overalt i den foretagsomme, østjyske købstad.

De håber, det holder nogenlunde tørvejr, så skal teknikken og Stones nok klare resten.

Under de 443 spots bevæger sig 13 musikere i alt på scenen under showet.

»Ingen dansere?« ville én vide under pressemødet.

»Nej,« svarede Dale Skjerseth.

»It's rock'n'roll.«



Ekstra Bladet 
07:20 - 04. Sep. 2006 
Stadig verdens største 

The Rolling Stones spiller som gjaldt det livet frem for pensionsopsparingen. Ekstra Bladet giver koncerten fem stjerner 

The Rolling Stones trodser alt - selv urimelige omgivelser i Horsens - og alle og kan stadig spille, så gåsehuden hæver sig over den gigantiske sceneopbygning. (Foto: Claus Bonnerup) 

Måske et gammelt fossil, men spille røven ud af bukserne, det kan Keith Ricards stadig. (Foto: Claus Bonnerup) 

The Rolling Stones, Horsens Forum Outdoor, i aftes 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at The Rolling Stones er et af mine yndlingsbands, fuckin' ever. Sådan er det bare. Og at jeg oven i købet har meget svært ved at forstå dem, der mener, at de for længst burde have kastet håndklædet i ringen. 

De er jo på trods af, at de er rockens svar på Jurrasic Park, faktisk bare blevet bedre og bedre med årene – måske ikke på pladefronten selv om deres seneste langspiller ’A Bigger Bang’ er det bedste argument for afskaffelsen af førtidspensionen, man længe har hørt – men live har de to seneste koncerter, jeg har overværet med kvartetten og co. i henholdsvis Parken og Shanghai, været blandt noget af det bedste, jeg nogen sinde har været budt blandt tusindvis af sceneoptrædener. 

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at Madonnas pauvre forestilling forrige torsdag på træningsbanerne i Horsens ikke ligefrem havde spændt forventningerne til bristepunktet, selv om et par timers togtur med udvalgte værker på iPod’en gjorde det svært at være rigtig pessimistisk. 

Allerede sceneopbygningen – der var enorm og nærmest lignede et moderne hotelbyggeri – og de indledende raketter mere end antydede, at rulledrengene godt var klar over, at i disse monumentale omgivelser var det de store armbevægelser, det gjaldt. 

Sublim forestilling
Og lad det være sagt med det samme: Det var for stort. For mange mennesker, for meget mas, for dårligt udsyn og alt det der, men når Keith selvsikkert skrider ind på arenaen, mens rundgangen til ’Jumpin’ Jack Flash’ blæser ud i den råkolde efterårsnat, så er det sgu svært at bevare mismodet. 

Forholdene/proportionerne er stadig urimelige, når vi snakker om at give folk fuld valuta for pengene. Til gengæld er der ingen tvivl om, at de halvgamle herrer leverede en sublim forestilling, som i lidt mere beskedne rammer uden tvivl havde bevæget sig op på de seks stjerner. 

Mick Jagger har måske ikke helt samme energi som førhen, og der bliver ikke længere løbet maraton på scenen, men han kan stadig levere en vokalpræstation, der er selve indbegrebet af tilstedeværelse. Når han så bliver bakket op af et band, som det nærmest er en fornærmelse at sammenligne med noget som helt andet på denne klode, og et par dusin sange, som hører til blandt de ypperligste, der nogen sinde er komponeret, så skal man da være et skarn, hvis man brokker sig. 

Modsat den spinkle primadonna forleden, var Sir Mick og co. udmærket klar over, at når man spiller for en så anselig mængde, så er man altså nødt til at yde en indsats for at nå ud over kanten. Kommunikation hedder det vist. 

Og selv om den måske ikke er synderlig dybsindig, og det er et billigt trick, når man forsøger sig på gebrokkent dansk, så virker det altså. Man skaber en følelse af fællesskab. Af fest. Og det er jo det, det handler om i disse rammer. 

Røven ud af bukserne
The Stones spillede simpelt hen røven ud af bukserne på alt og alle, og indtog endnu en gang positionen som ’verdens største rock’n’roll band’ med en selvfølgelighed, der på en gang virker naturstridig og som det mest naturlige i verden. 

Horsens markerede – på grund af diverse forhindringer – afslutningen på The Stones’ Europaturne og dermed måske den sidste koncert med verdens mest sejlivede orkester nogen sinde. Hvis det skal vise sig at være tilfældet, må man sige, at de lukkede og slukkede med maner. 

De er måske dinosaurer på dagens rockscene. Men langtfra uddøde. Tværtimod. 

De fleste yngre bands skal faktisk spænde hjelmen gevaldigt for overhovedet at kunne tro, de kan følge med her.



Rolling Stones landet i Skandinavien 

Rolling Stones landede i aftes i Bergen i Norge, og det var med en veloplagt Mick Jagger i front. Horsens kan godt begynde at glæde sig 

Sola Kruchov Sørensen - 13:14 - 01. sep. 2006 



Det er som bekendt på søndag, at det brager løs i Horsens, når Rolling Stones indtager Forum Horsens. Og det lover godt for de mange danske fans. Det var nemlig en veloplagt Mick Jagger, der torsdag aften satte fødder på norsk grund i Bergen. 

Hello everyone! råbte en smilende Mick Jagger i følge den norske avis Bergensavisen, da han vinkede til de mange fans, som var mødt op foran Radisson SAS Royal Hotel i centrum af Bergen. 

Det er her bandet lader op til deres første nordiske koncert på deres European Tour 2006. Også rullestenenes ulykkesfugl Keith Richards havde det store smil fremme, da han blev gelejdet ind på hotellet af sikkerhedsfolkene. 

Rolling Stones går på scenen i Bergen her til aften klokken 21. Det bliver dog en mindre opvarmning for Jagger og co. før Horsens. Der er nemlig kun plads til omkring 20.000 publikummer på Koengen i Bergen, mens der venter 85.000 på søndag i Horsens.


Politikken
Stones leverede jætteindsats i Horsens
Rolling Stones bød forholdene i Horsens trods og leverede en formidabel koncert, der kan blive et værdigt farvel til klodens ældste rockband. 
Af Erik Jensen
Tag ikke fejl: Forholdene i Horsens var nøjagtig de samme som til den usynlige koncert med Madonna for ti dage siden. Men når klodens ældste rockband, The Rolling Stones, trodser en regnfuld, kold og alt for tidlig efterårsaften for at levere en indsats som gjaldt det liv eller død, er selv så håbløse forhold ikke nok til at slå glæden ned. 

Måske var dette den sidste koncert med Rolling Stones i Europa. Efter 44 år sammen har bandet af bedagede briter ikke flere datoer indskrevet i kalenderen, på denne side af Atlanten. Hvis det skulle vise sig, at den 3. september 2006 bliver datoen for den sidste koncert med Rolling Stones øst for Boston, er der tale om både en tragedie og en triumf. 

Velspillende og ustyrlige
For nu at starte med det sidste, var det en rendyrket fryd at høre et orkester, hvis medlemmer er i pensionistalderen, finde ind i et samspil som ingen andre rockbands på denne planet mestrer på samme simple, men storswingende måde. Det er blevet sagt og skrevet undervejs på denne turne med albummet ’A Bigger Bang’, at Rolling Stones er blevet for gamle og laver for mange fejl. 

I Horsens blev påstandene mødt af det mest levende dementi, man kan forestille sig, i form af en ekstremt velspillende enhed ledet af umanerligt oplagte Keith Richards på guitar og Charlie Watts bag trommerne. Foran dem var Mick Jagger ikke alene velsyngende, men nærmest ustyrlig som frontmand med indtil flere tillærte danske sætninger på programmet som afbræk i en spillevende kavalkade af klassikere. Måske har tanken om, at denne sidste koncert med ’A Bigger Bang’, gruppens stærkeste album i tre årtier, samtidig var afslutningen på en eventyrlig karriere, også strejfet medlemmerne af den gamle herreklub? 

Rock 'n' roll som plæneparty
Indsatsen kunne tyde på det. I hvert inviterer den 64-årige Mick Jagger konstant sit publikum med ind i koncerten og festen med sin overbevisende, fysiske indsats og den udadvendte optræden, Madonna forsømte at bruge under de samme forhold for ti dage siden. Bag og omkring de gamle rullesten lyste den på engang flotte og imponerende scenekonstruktion i fire etager op som en uventet cruisebåd i en reklame for Gevalia kaffe i Horsens havn. Hvad byder man uventede gæster? Rolling Stones! Rastløs konservatisme, kalkuleret folkefest, rock’n’roll som plæne-party, 68-generationens ypperstepræster som folkeforførere. 

Kald det ærlighed, opfat det som kærlighed. Til musikken bag mekanikken. Til hjerterne bag den store business, som en Rolling Stones-koncert også er. Især når den fungerer på trods af forholdene i Horsens, hvor man endnu engang stuvede sit publikum sammen som kvæg. Som måtte finde sig i dårligt udsyn og elendig lyd i første halvdel af koncerten. Denne gang havde man bare et band, der var forberedt på og vidste, hvordan man håndterer så mange mennesker. 

Den dybeste respekt
For den bedrift fortjener Rolling Stones topkarakter, men omgivelserne på de flade arealer i Horsens, hvor omsætning rangerer højere end oplevelse forhindrer os i at nå helt derop i bedømmelsen af det, der måske bliver en historisk koncert. I så fald en værdig afsked med Rolling Stones og endnu en bekræftelse af, at det ikke i sig selv er nogen bedrift at samle alt for mange mennesker om en musikalsk jætteindsats, der i sig selv aftvinger den dybeste respekt. 

fakta
Printet fra www.politiken.dk Tirsdag 5. sep 2006
Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen: http://ibyen.dk/musik/koncert-beat/article168416.ece



Stenenes sjæl
Keith Richards er personificeringen af alle rockens myter, men også den seje overlever, der er grunden til, at Rolling Stones stadig ruller sammen og på søndag lukker deres måske sidste turne i Europa i Horsens.
Af Erik Jensen
Tiderne skifter, verdens forandres, og vi ruller med så godt, vi nu kan. Selv om det, der føltes som en naturlig frihed i går, pludselig er forbudt. Tag nu for eksempel Keith Richards, 62 år og guitarist i Rolling Stones. Manden, der i årtier har været anholdt, fængslet, bortdømt, udvist og nægtet adgang til alskens lande på grund af primært lemfældig omgang med ubegribelige mængder af de hårdeste stoffer, vi kan opdrive på denne planet. 

Da Rolling Stones sidste weekend skulle give koncert i Skotland, var den gal igen med Richards. Efter koncerten i Hampden Park i Glasgow blev han anmeldt til politiet. Ikke for at dræne et af omegnens whisky destillerier, ikke for uterlig omgang med ’Honky Tonk Women’ eller ’Angie’, ikke for at have sympati for Djævelen, ikke for at tæske Mick Jagger på scenen, ikke engang for at åbne kæften og kaste sig ud i det, der vel skal forestille sig at være sang. 

Nej. Mr. Rock’n’roll, His Keefness, selve personificeringen af begrebet Sex, Drugs And Rock’n’Roll, havde såmænd formastet sig til at ryge en cigaret eller 30 under koncerten. 

Den slags – at ryge på offentlige steder – er strengt forbudt i Skotland. Ergo må den legende, der om nogen har tegnet stregerne til rockens arketype, naturligvis heller ikke inhalere røgen fra sine smøger. Hele den skotske nation stod på den anden ende over rygeren Richards, politiet mærkede det folkelige pres, og bystyret i Glasgow gik ind i sagen. 

Imens har Keith Richards formentlig gnækket godt og grundigt med sin hæse latter i skægstubbene over, at det endnu engang lykkedes den musikalske pirat i pensionistalderen at forarge, vække debat og røre. 

Sådan som det har været et særkende for ham og Rolling Stones i bandets 44 år lange levetid. Gennem alle myriaderne af skandaler, har Keith Richards mere end sine kolleger evnet at distancere sig og more sig over, hvor lidt der skal til for at tænde forargelsens lunte. 

Dæmonisk regissør
Helt fra starten i de spæde tressere optrådte Rolling Stones med Keith Richards som dæmonisk regissør som det farlige rockband fra London ved siden af de polerede venner fra Liverpool, The Beatles. At gruppen holdt fast i den orientering med sit dokumenterede misbrug af stof, sprut og kvinder, ved de fleste, der har opholdt sig på jordkloden i de sidste fire årtier. 

Især Keith Richards har ifølge overleveringen dyrket den hedonistiske livsstil, der i mellemtiden har taget livet af mange af hans musikalske venner, blandt dem guitaristkollegaen i Rolling Stones, Brian Jones, og countryikonet Gram Parsons, som Richards dyrkede i perioden omkring indspilningen af det mesterlige album, ’Exile On Main Street’. 

Selv om Keith Richards i årevis undlod at børste tænder og holdt sig kørende i op til ni døgn, ser fugefjæset forbløffende godt ud. Selv om han i årevis var afhængig af blandt andet heroin, som senere blev skiftet ud med gedigne mængder af Rebel Yell bourbon og endnu senere fortyndet til vodka, står guitaristen stadig på sine spinkle ben. 

»Jeg er kommet så langt, og det er jeg forbavset over, men på den anden side havde jeg heller aldrig forventet at dø. Jeg kan ikke ødelægges. Kakerlakker og mig kan overleve alt – selv en atomkrig«, sagde han grinende til mig i 1998 på et hotel i Bruxelles. 

Her havde jeg og andre journalister fra Europa i løbet af en lang dag interviewet medlemmerne af Rolling Stones. Bare ikke Keith Richards. Han sov længe på sit værelse og dukkede måske/måske ikke op, forlød det fra gruppens repræsentanter. Efter otte timers ventetid var jeg efterhånden alene i lobbyen, da Keith Richards pludselig dukkede op ud på aftenen med strittende morgenhår, en flaske vodka i den ene hånd og en liter tranebærjuice i den anden. Klar til at snakke. 

Vi slog os ned i en sofagruppe og trods en snøvlende stemme, sløret af et langt livs indtag af sprut, var Keith Richards som sædvanlig klar i hovedet, rap i replikken og morsom. 

»Jeg er ikke religiøs, spirituel, måske. Religion er noget, folk vil have penge for, eller man skal betale skat til. Jeg har altid været spirituel, men undgår religion. Ser jeg en præst, løber jeg. Jeg er alligevel den bedste prædikant i byen, og jeg hader konkurrence«, lød for eksempel Richards svar på påstande om, at han var blevet religiøs. 

Kamp mod rockdæmoner
En sådan erklæring ville naturligvis også være stik imod, hvad Rolling Stones står for. Kampen med alle livets og rockens dæmoner, selvdestruktion, sex og den totale overgivelse til enhver form for rus. Samt selvfølgelig med alderen og gruppens rekordsættende levetid, sejheden i den menneskelige natur, overlevelsesdriften og det dybe venskab. 

For trods modsætningerne i makkerparret Mick Jagger og Keith Richards, der har skrevet al musikken i Rolling Stones, kalder Richards trods gentagne drillerier og skænderier årene igennem sangeren for sin bedste ven. 

Ifølge myterne er Keith Richards, der engang havde en hund ved navn ’Syphilis’, uberegnelig og selvdestruktiv. Hans liv er eller var musik, stoffer og sprut, mens Mick Jaggers er eller var det at optræde, sex og forretning. 

Mens Jagger er attituden og stilen i Rolling Stones, er Keith Richards bandets musikalske motor og sjæl. Ja, mange mener ligefrem, at rynkefjæset med den eminente timing i sit guitarspil er sjælen i selve rock’n’roll. 

Men Keith Richards, der har været gift med Patti Hansen siden 1983, er også familiemenneske, som eksempelvis elsker julen. Og manden, der har holdt sammen på Rolling Stones. Som et musikalsk og videnskabeligt eksperiment. Richards vil efter eget udsagn se, hvor langt i retning af sine forbilleder, de gamle blueskæmper, man kan tage de bedagede briter i verdens såkaldt største rockband. Men hvorfor? 

»For musikkens skyld. Vi leder ikke efter smash hits længere ... men bandet har brug for at føle, at vi ikke bare gentager os selv«, sagde Keith Richards på hotellet i Bruxelles dengang i 1998. 

Hvornår den ekspedition, der trods alt langt fra er så vild som i de første to-tre årtier af rullestenenes historie, slutter, ved ingen. Eller i hvert fald kun Keith Richards, Mick Jagger, Charlie Watts og Ronnie Wood. Historien var lige ved at slutte i foråret, da Keith Richards faldt ned fra en diminutiv kokospalme på Fiji og fik en mindre hjerneskade. 

Gruppen udsatte sine 15 planlagte koncerter i Europa, inklusive den i Horsens. Men senere på sommeren var den ukuelige Keith Richards klar igen, og nu danner koncerten i Horsens afslutningen på endnu en turne for sidste års fremragende album ’A Bigger Bang’. 

Slut med Stones?
Stopper showet så der? Det er i hvert fald, hvad gætterierne går på. The Rolling Bones, som de alderstegne rockere for længst er blevet døbt i folkemunde, har gjort deres pligt, leveret det bedste album i et par årtier og kan gå ud med maner. Selv om bandets musikalske primus motor, Keith Richards, utvivlsomt gerne vil fortsætte med at turnere på mindre steder væk fra de gigantiske arenaer, er det svært at forestille sig Mick Jagger tilbage i ungdommens små klubber. 

Og endnu en turne med en omkringfarende bedstefar Jagger i kapløb med den evige ungdom, vil næppe heller være et smukt syn om 3-5 år. Så meget tyder på, at det er rullestenenes sidste ombæring. 

Men dels har bandet tidligere overrasket ved at insistere på at fortsætte, dels er det ikke utænkeligt, at Keith Richards finder på noget andet, hvis de andre hellere vil hellige sig bridge, landsteder og børnebørn. 

Foreløbig kan han glæde sig over at være sluppet for videre tiltale for sine cigaretter i Glasgow. Bystyret insisterede ellers på, at Keef skulle have en bøde på 550 kroner for sin forseelse, men sigtelsen er droppet. 

Officielt, fordi en rockscene måske ikke kan defineres som offentlig rum. I virkeligheden formentlig, fordi de gæve skotter har indset, at en al for emsig fastholden af kravet kun vil gøre til grin for evigt. Igen kan overleveren Keith Richards rulle videre i vished om, at han altid får det sidste grin. 


Postkort fra en Stones-koncert
Postkort fra sidste måneds
Stones-koncert i Berlin, 
22. juli, 2006 



Kære alle, 

Stones var rigtig fede i går. Alene Olympia Stadion i Berlin er der så meget format over. Vi kom til at stå sådan nogenlunde midt på banen, overblikket var fint, og vi kunne nå at snakke nazi-arkitektur og fodbold-VM inden koncerten. Og så var det bare, værsgo: The greatest band on earth. ’It´s Only Rock and Roll’ og den nye, ’Oh No, Not You Again’. 

Der var gang i en koncert, hvor det var svært at komme til at kede sig. At det var levende rockhistorie, man stod over for sammen med sådan cirka 30.000 andre, var mere bare et faktum, end noget man egentlig gad at tænke på. Dertil fungerede showet for effektivt, smart, underholdende og forførende. 

I kan roligt glæde jer. 

Kærlig hilsen 

Henrik Vesterberg,
kulturjournalist 

Printet fra www.politiken.dk Tirsdag 5. sep 2006
Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen: http://ibyen.dk/musik/article167709.ece




 




Offentliggjort 17. november 2006 07:24 / Opdateret 17. november 2006 10:01

Ingen penge til kræftsyge børn efter Stones-koncert



Rolling Stones scorede et tocifret million beløb på sensommerens koncert i Horsens.
Overskuddet fra koncerten skulle gå til Børnecancerfonden, men nu viser det sig at de kræftramte børn ikke får en krone. Det oplyser P3-Artikler/Radioavisen.
Avisernes anmeldelse af Rolling Stones koncerten i Horsens svømmede over i begejstring. Men succesen på scenen slog ikke igennem i koncertarrangørens regnskab, der viser et rundt nul. Dermed er der ingen penge til kræftramte børn.

"Vi havde selvfølgelig fra Børnecancerfondens side sat næsen op efter et forholdsvis pænt beløb. Det ser altså nu ud til at blive et rundt nul", siger Børnecancerfondens formand Henrik Hertz.

Rolling Stones koncerten i Horsens, der var rullestenenes største i europa med 85.000 betalende gæster, blev afviklet med momsfritagelse - af kritikere kaldet indirekte statsstøtte. Det betyder at skattevæsenet har givet koncertarrangøren lov til at sælge billetter uden at betale moms af dem mod at overskuddet går til Børnecancerfonden. At børnene så alligevel ikke får en krone vækker forargelse blandt eksperter.

"Det er moralsk dårligt over for Børnecancerfonden og det er dårlig markedsføring over for alle andre. Man siger at man ikke vil betale moms fordi man laver arrangementet for kulturens skyld, men påfaldende nok går regnskabet i nul når overskuddet skal uddeles til det gode formål", siger Bent Meier Sørensen, lektor i Ledelsesfilosofi ved Handelshøjskolen i København.

/JP
Offentliggjort 17. november 2006 13:40

Staten snuppede Stones-overskud

Et overskud på to mill. kr. efter Rolling Stones-koncerten i september havner ikke som lovet hos Børnecancerfonden. I stedet ryger pengene direkte i skatteminister Kristian Jensens pengekasse.

På trods af at Stones-koncerten var momsfri, har SKAT sendt en regning til Musikforeningen Eigils på 1,9 mio. momskroner. Beløbet dækker moms på arbejdet med at få scenen sat op i forbindelse med koncerten. Det skriver Horsens Folkeblad.

- Selvom selve koncerten er momsfri, har SKAT truffet beslutning om, at servicedelen skal momsregistreres i Danmark. Fysisk stillede der to mænd fra SKAT, mens folkene var ved at sætte scenen op og meddelte os den beslutning, forklarer Eigils revisor Kaj Atzen fra Pricewater House.

Det er første gang, Musikforeningen Ejgils hører om den ordning, men det er også første gang, foreningen arrangerer en momsfri koncert i Rolling Stones' størrelse.

- Normalt køber vi en samlet pakke, når vi bestiller artister. Men fordi arrangementet var så stort, er det denne gang delt op i et artisthonorar og et servicehonorar. Og der er altså moms på servicehonoraret. Det hænger vi nu på, fordi vi har garanteret artisterne, at de er friholdt alle nationale afgifter, siger teaterdirektør Frank Panduro til Horsens Folkeblad.

Han ærgrer sig grumme over, at overskuddet går til skatteministeren. - Jeg ville meget hellere have, at pengene gik til Børnecancerfonden. Men det er et led i den københavnske misundelsesafgift, man har indført, lyder det fra Panduro.

Skuffelse i Børnecancerfonden

Hos Børnecancerfonden er det en skuffet formand Henrik Hertz, der må konstatere, at han ikke skal forvente penge fra Horsens denne gang. - Jeg havde i stille stunder håbet på, at fonden kunne få en halv til en million kroner, så jeg er selvfølgelig skuffet. Vi har god brug for pengene og har en rigtig god sag, men der er jo ikke noget at gøre ved det, siger Henrik Hertz.

Lidt har Børnecancerfonden dog fået med sig fra Horsens. Op til Stones-koncerten holdt TV Syd og Radio Horsens auktion over seks koncertbilletter, og de indbragte 42.000 kr., der gik ubeskåret til Børnecancerfonden.

/JP